Drømmehunden (1:3)

Drømmehunden som viste sig at være en ”stor mundfuld”.

Billede og navne er opdigtede, men beskrivelsen er en af de mange gode oplevelser jeg har som hundeinstruktør.

Modelfoto fra Pixabay

Mange af os har prøvet det, andre har hørt om det: her er historien om drømmehunden ”Preben”.

Prebens ejere Signe og Anton kontakter mig, da Preben er ca. 6 måneder gammel. Parret har gået til træning med Preben et sted, hvor de ikke følte ”de passede ind”.  Parret synes, at Preben er meget aktiv, noget primært Signe mærker. Preben har svært ved at være i ro, når hun er alene med ham. Preben er Signes 1. hund og det er Antons 2. hund.

Første besøg – på træningsbanen

Parret køber en enetime, hvor målet er, at jeg skal vurdere, hvorvidt Preben kan trænes, og hvordan det kan gribes an. Det er slet ikke første gang for mig, at jeg får denne information fra nye kursister så jeg tog det helt roligt … lige til de kom.

Preben var meget aktiv og svær at komme i kontakt med. Der var masser af gode ting og dufte, men Preben ”var ikke tilstede”.

Inden længe begyndte Preben jagten – jagten efter egen hale og jagten ville ingen ende tage. Igen var det meget svært at komme i kontakt med Preben. Efter en luftetur (pause) gik Anton en tur med Preben frem og tilbage. Her observerede jeg små ”rejehop” med det ene bagben.

Kontrol hos dyrlægen

Jeg opfordrede derfor parret om at søge dyrlæge med følgende mål:

  • Fejler Preben noget?
  • Hvorfor ”rejehop”
  • Hvorfor jagten på egen hale?

Jeg er fuld bevidst om, at dyrlægen ikke kan give svar her og nu, men før vi kan forvente, at Preben har lyst at samarbejde så skal de basale ting være på plads. Derfor aftalte vi, at jeg skulle komme til dem næste gang og opleve Preben i vante omgivelser. Forinden fik Signe opgaven at beskrive Prebens hverdage. Disse er nemlig forskellig fra uge til uge på grund af skifteholdsarbejde. Beskrivelsen gav mig blandt andet dette: Hver anden uge sover Preben ca. 16 timer i døgnet og den anden uge ca. 9 timer.

Andet besøg – hjemme hos familien

Hjemme hos Signe og Anton mødte jeg en livlig hund, som var tydelig rigtig godt tilpas derhjemme. Der var fine forhold til Preben, både hvor den skulle være alene og hvor den kunne være sammen med parret. Under mødet var Preben, når han havde adgang til Signe eller mig, meget urolig og efter lidt tid blev han lukket i det rum, hvor han er, når han er alene. Straks faldt der ro over Preben.

Parret havde inden mødet haft kontakt til dyrlægen, som havde undersøgt Preben grundigt. Det blev vurderet at der kunne være tale om vokseværk. Dyrlægen anbefaler at Preben får Anxitane, som er et tilskudsfoder udviklet til at hjælpe med at holde hunde rolige og afslappede.

På mødet aftaler vi, at parret skifter foder og besøger en kiropraktor.

Parret melder sig til næse arbejde og begynder at gå til træning i Stoholm Hundeskole.

Følg med i Prebens forvandling fra urolig og stresset hund til at blive parrets drømmehund – næste blogindlæg kommer snart.