Julehilsen 2017

2017 takker snart af og det er blevet tid til, at mindes nogle af alle de gode stunder Stoholm Hundeskole har haft.

Vi har stor tilslutning til vores lydighedshold og 0. klasse har været en stor succes. Året har også budt på flere hold, hvor hunden har fået lov at bruge sit vigtigste ”redskab” næsen.

Som hundeinstruktør har det været en fornøjelse, at få lov at følge hundens udvikling fra 8-9 ugers alderen. 0. klasse har budt på mange forskellige aktiviteter så som bondegårdstur, socialisering omkring heste og katte, miljøtræning ved trafikeret hovedvej, besøg i Daugbjerg Kalkgruber, møde med ”voksen” hund og sidst men ikke mindst vores månedlige besøg på Plejecentret Birkegården i Stoholm, hvor beboerne er til stor hjælp i arbejdet på, at socialisere hvalpen bedst muligt inden den bliver 16 uger gammel.

Af nye tiltag blev det til FLEX-klippekort, Spor-hold med hjælp fra Kenneth Jensen og Spor-hold med Bente Wilstrup som gæstetræner. Der blev holdt foredrag om det gode hundesprog samt værdig hundeafsked, der blev udstedt gavekort, hundelufteordning og formiddagstræning .

Træningsstedet har gennemgået en stor forvandling – vi har fået en stor dejlig pavillon og der er lavet indhegning og godt lys, sørger for, at der kan trænes udenfor når vejret tillader det. Når det er for koldt eller vådt og blæsende så træner vi i stalden. Skønne mennesker har hjulpet med, at lave redskaber til brug ude og inde.

Personalemæssigt – Tine blev medio august ansat som flex-jobber, hvilket har været til glæde for mange kursister og Tine er god til, at tage billeder og lægge på facebook. Desværre blev Tine medio november sygemeldt, hvilket betyder, at Tine lige nu passer godt på sig selv, så helbredet igen bliver så godt, at hun kan genoptage jobbet i Stoholm Hundeskole.

Det har været en fornøjelse, at følge såvel hund som ejer eller deres børn i arbejdet med familiens hund. I Stoholm Hundeskole er børn og unge velkomne når familiens hund skal trænes.

Som indehaver af Stoholm Hundeskole vil jeg gerne takke ALLE fir- og tobenede kursister, vores samarbejdspartnere, pressen og Aase og Poul-Erik Nygaard for et fantastisk år og vi glæder os til, at se jer igen i 2018.

Alle ønskes en Glædelig Jul og lykkebringende Nytår.

Stoholm Hundeskole Lona Fack.