Inspiration til aktiviteter

Inspiration til aktiviteter

– gode ideér når man går hjemme

Oprydning

Opgaven er, at King vil hjælpe med oprydning. Han tager det i munden, som jeg viser ham (på sigt siger f.eks. ”hent fodbolden”). I denne video er målet, at King vil flytte bestemte ting fra et sted til et andet.

Hvor jeg bruger denne leg i hverdagen: Vasketøj i vasketøjskurven, købmandsposen på plads, rør fra køkkenrulle til skraldespand, indkøbshjælp osv.

Finde gemte ting

Denne øvelse er et næste skridt i at hjælpe med oprydning – her ved King ikke, hvor tingene er, så den mentale del udvides her. Opgaven udføres indenfor, hvor fristelserne er til at håndtere for King.

Hente kurv

Denne øvelse er fortsat en del af oprydningsopgaven, nu med ting, som er lidt sværere at håndtere. Læg mærke til, at King tager de nemme først og venter med at tage dem som er placeret på ”farlige” steder.

Dette gør jeg bevidst fordi jeg dermed styrker hans selvtillid.

Riven – havehjælp

Vi arbejder stadig på, at King skal hjælpe mig.

Målet er at hvis jeg glemmer hvor jeg har lagt et haveredskab så kan jeg få hjælp til at finde/hente det.

King elsker at hjælpe til både ude og inde.

Mental aktivering (gammel hund)

Opgaven er ikke for svær, let for hunden at gennemskue og der er fred og ro til at lade hunden arbejde i ”pensionist tempo”.

I videoen er det tørrede godbidder. Det kunne have været Jensens foder. Maden placeres i æggebakken og toiletruller sættes over nogle af dem. Bakken sættes ned til Jensen og han får al den tid han har for at undersøge, regne ud og spise maden. Jeg siger ikke noget mens han arbejder og jeg rører ham heller ikke.

Denne aktivitet trættede Jensen, så han sov fra kl. 19 til kl. 7 næste morgen.

Mental aktivering (sensitiv senior hund)

Opgaven for King er at finde godbidderne.

King er med i forberedelserne af denne opgave, hvilket vil sige at han har snuset til porcelænsfadet og til toiletrullerne inden jeg kommer godbidder/foder i. Mens jeg gør fadet klar øver King selvkontrol (han sidder overfor mig og kigger på, at opgaven bliver gjort klar).

Det styrker en sensitiv hund på flere måder. Det vigtigste er, at han bliver tryg i situationen, fordi jeg signalerer til King, ved mit kropssprog, og rolig og langsom snak, at dette er jeg tryg ved.

En aktiv – to i ro

Opgaven er at 2 hunde øver selvkontrol mens en tredje får opmærksomheden/bliver aktiveret.

Ved at det hele foregår i roligt tempo så er der ingen af hundene som stresser op over opgaven.

Rundt på stedet

Opgaven er her at lave noget med King, hvor han er tæt på mig, at han bruger hele kroppen og han har det sjovt.

En forudsætning for at lave disse ting er at King er varmet godt op inden, så han ikke starter med stive led osv.

Den første øvelse her er målet at King drejer rundt (begge veje) på så lidt plads som muligt. Det gør at han får strakt og ”foldet” kroppen mest muligt. 8-tallene mellem mine ben: her er også målet, at det foregår så tæt på mig så han får mest mulig gymnastik.

Frivillig håndtering

Opgaven er arbejde imod at give King en følelse, at stedet vi arbejder på er et fedt sted at være. Mens han spiser, begynder jeg, i rolige bevægelser og med hænderne så han kan se dem, at røre ved ham mens jeg roligt og langsomt siger ”roooolig”. Målet er, at King ved, at når han hører mig og mærker min hånd, kan han være tryg.

”Død” træningen. Her er målet, at King ligger stille, mens jeg f.eks. giver massage, klipper negle, tjekker ørerne osv.

Under hele træningen er det vigtigt, at jeg stopper i samme sekund King stopper med at spise eller spille død. På den måde lærer han, at have kontrollen.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com